Det er en sætning, jeg efterhånden har sagt mange gange over det sidste års tid. Det er noget, som jeg fortæller de mennesker der kommer på mine yogatimer i Up Dog Yoga, Absalon eller hvor jeg nu underviser, når timen starter, og jeg fortæller hvad jeg har planlagt til dagens yogaklasse.

Og det synes at resonere hos folk. Jeg mærker en klar anerkendende følelse fra massen af farverige yogabukser og forvaskede festival-t-shirt, som sidder mere eller mindre komfortabelt på en yogamåtte omkring mig.

Når jeg fortæller dem, at vi er et folkefærd som altid har travlt med at komme ud over stepperne, klare alle dagens gøremål til perfektion, være super pligtopfyldende arbejdsbier og altid, altid give 112 procent, nikker de genkendende og nogen føler sig endda skydige.

Så siger jeg: ”Det er okay kun at give 38 procent. Den næste halvanden time mens du er her på min yogaklasse, er det helt fint, hvis du skruer ned for ambitionsniveauet og kun giver 72 procent, eller 38 eller 12 procent. Lad det være intentionen for din praksis i dag”

Så smiler eller smågriner lokalet af farverige yogabukser og forvaskede festival-t-shirt. Nogen af lettelse, nogen af akavethed. Og jeg bilder mig selv ind, at jeg kan se hvem, der gør hvad.

Så går vi gang med yogapraksissen, finder ind til vejrtrækningen, mærker hele indåndingen og hele udåndingen, varmer kroppen op, bevæger led og muskler. Jeg guider hundestræk og solhilsner og ser de farverige yogabukser og forvaskede festival-t-shirt udforsket hvad deres kroppe kan. Jeg hører deres vejrtrækning, ser deres bevægelser og udviklingen 5, 10 og 20 minutter ind i yogaklassen.

Og så sker det. BAM! Jeg har guidet de farverige yogabukser og forvaskede festival-t-shirt ind i en kriger-stilling. De har trådt højre fod langt tilbage på yogamåtten, vippen hælen ned, så foden er parallel med den korte ende af måtten. Løftet overkroppen op og rakt armene ud til vandret. Begge fodsåler stemmer godt ned i fundamentet og de trækker fødderne isometrisk mod hinanden, så der er god muskulær energi i benene. De har afspændt ansigtet og fundet ind til vejrtrækningen, hele indåndingen og hele udåndingen.

Og de kæmper. Det bedste de har lært. 112 procent. De står der stolte, stoiske og kæmper. For fanme om de ikke kan! Jeg ved, at det begynder at syre til i deres lår, armene bliver tunge og kæben er spænd, som en af de der farlige og ulovlige muskelhunde, der har bidt sig fast om en arm.

Det er her, jeg byder ind med: ”Det er okay kun at give 38 procent.” Jeg spørger dem, hvad de kæmper for og hvem de kæmper for. Og så smiler og smågriner hele lokalet af farverige yogabukser og forvaskede festival-t-shirt i erkendelse af, at de alle har glemt intentionen fra starten af yogaklassen. Nogen trækker lidt ud ad stillingen, nogen trækker helt ud og tager sig et hvil. Og nogen bliver og kæmper.

Alle lytter de til deres krop, til sig selv.

Og jeg, jeg bliver rørt. Det øjeblik en af de farverige yogabukser eller forvaskede festival-t-shirt helt af sig selv trækker sig ud af en stilling og tager et hvil i barnets stillingen eller stopper op, står stille med lukkede øjne og mærker efter, uden at jeg har guidet det, er det, jeg lever for. Det er den følelse af selvomsorg og opmærksomhed, jeg gerne vil give mine elever. Det er den del af yogapraksissen, jeg håber, at de tager med sig ud i hverdagen.

Du behøver ikke altid at give 112 procent, 38 procent er fint, så fint. Men det er svært, for vi kodet til at komme ud over stepperne, klare alle dagens gøremål til perfektion, være super pligtopfyldende arbejdsbier. Det ligger dybt forankret i vores DNA at præstere og kæmpe. Men vi skal vide, hvad vi kæmper for, hvem vi kæmper for, og vi er nødt til at være opmærksomme på om vi kæmper imod os selv – imod vores krop og sind.

Vi er nødt til at stoppe op og mærke efter, mærke effekten af vores kamp – af de 112 procent.

Det er okay kun at give 38 procent. Ikke kun til yoga, men måske er det der, du skal starte.

/Joséphine

Kategorier: Yoga

0 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *